Denne artikel er skrevet af Amalie Jessel for nogle få år inden hun døde. Amelia Jessel besad en fascinerende indsigt i racens historie og aktuelle situation, og hun rejser samtidig væsentlige spørgsmål om racens fremtid.
I begyndelsen....
I slutningen af det nittende århundrede betød den øgede effektiv af haglgeværet, at der blev skudt langt flere fugle, og jægerene måtte overveje hundens rolle på jagterne. Hidtil havde de fleste hunde, der blev brugt til jagt været ”springerracer” af spanieltypen, pointere eller settere. De mere effektive haglgeværer medfødte, at der opstod et behov for en jagthund, der var specialist i apportering, så det blev muligt at få fat i det døde eller anskudte vildt. Behovet for en hund til dette formål medførte at man eksperimenterede med at krydse forskellige racer. Fårehunde blev anvendt på grund af deres dresserbarhed. Spaniels blev brugt på grund af deres jagtfærdigheder og forskellige hunde med vandpassion for deres apporteringevne og setter for deres intense lugtesans. Alle disse racer blev blandet på forskellige måder i begyndelsen, men grundlæggeren af den moderne flatccoat, S. E. Shirley, der blev født i 1844 blandede disse med den store Newfoundlænder og den store labrador og St. John hunden. Curlycoated retriever blev en gren for sig på det tidspunkt, mens det, der var tilbage blev kaldt ”wavy-coated”, en mere eller mindre ren race. Wavy-coated var reelt en temmelig vag betegnelse, da den i virkeligheden dækkede adskillige forskellige typer. I slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede blev disse hunde i markprøve katalogerne beskrevet som ”rough”, ”smooth”, ”wavy” eller ”labrador”.
Der blev frit avlet mellem dem, og de blev betegnet efter deres ejer ønske, uanset deres genetiske aner. Faktisk blev Ch. Darenth, der betragtes som en de mest berømte hanhunde i forbindelse med flatcoats grundlæggelse som race, far til en vigtig labrador, Horton Max.
Racens mæcener
S. E. Shirley var med sin Ettington Kennel racens første mæcen. Andre mæcener var Harding Cox, en sportsmand og trofast støtte af racen, hvis kennel navn var ”Black” og Lieutenant-Colonel H. Cornwall Legh, hvis kennel High Legh var berømt. Blandt hans kendte hunde var High Legh Blarney, der blev solgt til Mr. H. Reginald Cooke for 206 guineas i 1906. Et ganske betydeligt beløb. Mr. Cookes Riverside kennel var uden tvivl den mest berømte af disse kenneler ejet af århundredeskiftets ivrige sportmænd. Han samlede ni store albums med stambøger og det samme antal scrapbøger gennem sit lange liv op til 1950erne. Han havde store kenneler for show og for field trials og lavede to dual champions og mange showchampions. Mr. Cooke købte gennem en lang periode mange hunde, der var opdrættet af andre avlere, og indskrænkede derved antallet af vigtige opdrætter gennem en lang periode, hvilket næppe har hjulpet racen så meget som Mr. Cooke selv troede. Hans scrapbøger er imidlertid unikke optegnelser, der dækker alle aspekter hos retrievere, fra både show og field trials notater til omfattende korrespondance i tidsskrifter.
Mindskelse i popularitet.
Det frie opdræt af de forskellige retriever racer fortsatte indtil 1920erne og blev i realiteten stoppet af Den Engelske Kennelklub. Situationen var blevet latterlig, da det kunne konstateres at en udstillingschampion for flatcoat, Jimmy of Riverside, var et afkom efter labrador Horton Max’s broder. Kennelklubben indførte den regel, at det stadig var tilladt at krydse racerne, men de kunne kun blive registreret som rene efter adskellige generationer. Fra da af fulgte de fire retrieverracer: labrador, golden, flatcoat og curlycoat forskellige ruter. I dag er reglerne ændret igen og strammet op. Det er ikke længere tilladt at krydse racerne.
Årsagerne til racens mindskede popularitet.
Flatcoat havde nydt næsten absolut dominans over de andre retrieverracer i begyndelsen af det 20. århundrede og mindskelsen af flatcoats popularitet blev tilskrevet forskellige årsager, der alle blev diskuteret meget i pressen efter Den 1. Verdenskrig. Positionen af labradors som Dungavel June, Peter of Faskally og Flapper på markprøvescenen før krigen varslede kovendingen i flatcoat succes som markprøvehund. Disse hunde betog markprøveverdnen med deres lydighed og vildtfindende egenskaber. Ved Den 1. Verdenskrigs udbrud bestod konkurrenterne på markprøve næsten udelukkende af labradors og det har ikke ændret sig siden.
Flatcoats fik også en alvorlig tilbagegang, da showentusiasterne prøvede at introducere et længere hoved i racen. Disse hoveder blev beskrevet som ”violin” på grund af deres lighed med dette instrument eller ”borzoi”. Det er endog blevet sagt, at borzoi blev brugt for at få større længde på hovedet, men jeg ikke tror, det er sandsynligt. Nogle mennesker opgav flatcoat på dette tidspunkt i protest.
Et andet aspekt der bidrog til mindskelsen var at adskellige førende flatcoatkenneler ”døde” under krigen. Disse kenneler blomstrede aldrig op igen. Det faktum at labrador typen syntes (og synes) genetisk at have størst gennemslagskraft kan også have arbejdet mod flatcoat. I den periode før flatcoat blev en ”ren” race, blev enhver hund, der lignede en labrador, selv hvis dens forældre var flatcoats, registreret som en labrador. Derfor kunne to gode flatcoats præmierede på markprøve producere ”labradors”.
Der synes også fra begyndelsen, at have været en mindre dresserbar eller lydig linie i flatcoats. I modsætning til labradors, der i generationer er blevet avlet specifik for jagtprøver (A-prøver) (de var ikke populære på show i starten), har flatcoats fastholdt en dual-purpose målsætning, der hvor beundringsværdig, den end er, har været en hæmsko i forhold til labrador når man ser på konkurrencen på A-prøver.
Efter den 1. verdenskrig.
Går vi tilbage til det historiske, fortsatte flatcoats med at at være sekundære på jagtprøver. Adskellige skytter havde dog indflydelse på racen - Mesrs Southam, Barber og Tansey var fremtrædende blandt dem. Dual Ch. Grouse of Riverside and Dual Ch. Toby of Riverside blev kvalificeret i begyndelsen af det det 20. århunderede og FT. Ch. Elwy Mary og Windle Popular i 1930erne. Det er et frustrerende faktum, at blod fra disse gode hunde ikke er blevet givet videre til vor tids hunde med særlig stor styrke.. Der har ikke været et succes-fyldt og vedvarende avlsprogram i forhold til de virkelige gode hanhunde og tæver, eller hvis der har været, er det nu tabt. Den 2. Verdenskrig gav racen endnu et nærmest letalt slag. Ved slutningen af krigen var antallett af flatcoat meget reduceret, men på grund af nogle få opdrætteres pligttroskab mod racen - Dr Laughton (Claverdon), Stanley O’Neill (Pewcroft), Colin Wells (”W” og senere Woodlands) og Will Phizackleea (Atherbram) – begyndte de igen at få nyt liv. Phizackleas koncentrerede sig om avl af lever flatcoats og blev efterfulgt af Mr. og Mrs. Izzard med Ryshotkennelen.
Fra Den 2. Verdenskrig til nutiden.
Disse opdrættere genskabte flatcoats og skabte sammenhængen med nutiden. Det faktum at flatcoats både i dag og i begyndelsen af det 20. århundrede klarer sig godt på udstilling skyldes de tidlige opdrætteres fremsyn med at sætte en opnåelig standard og den lille gruppe af opdrætteres lidenskab for at genskabede racen efter krigen.
Elegance og arbejdsduelighed.
Flatcoat elegance og arbejdsduelige form og størrrelse gør den i stand til at være succesfuld fysisk både i forbindelse med show og arbejde. Pelsen er ikke for tung til at begrænse dens arbejde i vand eller tæt bevoksning og det er ikke nødvendigt med megen forberedelse i forbindelse show. På trods af at den ikke kræver megen pelsarbejde fanger den øjet, da dens krop er bygget til hurtighed og adrætte bevægelser. Ønsket om ”power without lumber og raciness without weediness” har været til god hjælp. En hale der sjældent står stille indikerer en entusiastisk personlighed og et blødt venligt udtryk viser at den vil tolerere de fleste af livets strabadser. Dette er træk, der har hjulpet den med at blive en dual-purpose jagthund. De kan dog ikke sikre, at den kan klare
sig i blandt tophundene på markprøve.
Stabilitet i afkommets brugsegenskaber.
Jeg tror at flatcoats i deres sammensætning som race har alle de egenskaber, der behøves for konkurrence. Vanskeligheden består i at få indpræget disse i en linie eller linier, så der bliver stabilitet i afkommets brugsegenskaber. Vi har mistet så meget af det gode arbejdsblod på grund af uheldige omstændigheder og mangel på fremsyn.
En af de mest betydningsfulde flatcoattrænere efter Den 2. Verdenskrig var Major Harry Wilson fra det nordlige Irland. Han beviste at det var muligt at træne flatcoats til den højeste standard, hvilket viste sig ved hans succes på jagtprøver. Hans hund Pewcroft Page døde tidligt men han var på vej til at blive FTCh. Hans blod går videre via Ch Claverdon Jorrocks of Lilling. Harry Wilson gjorde også Nesfield Michael til FT. Ch, men dens blod er ikke bevaret. Harry Wilsons FT. Ch Hartshorn Sorrel blev der kun avlet på en gang og hendes blodlinier er bevaret gennem Lingwood Medlar, der heldigvis blev anvendt adskillige gange i avlen. Major Wilson gjorde næsten også sin sidste tæve, Biddy of Claverdon til FT. Ch, men hun har ikke noget overlevende afkom.
Colin Wells’s ”W” line blev der gudskelov avlet fra i ganske betydeligt omfang og derfra stammer mange af nutidens showvindere såvel som gode arbejdshunde. Colin Wells, der var skytte hos hertugen af Rutland, og hans hunde måtte arbejde hårdt. Han gik også på markprøve med dem, når han havde muligheden. Waterboy var tæt på at blive Dual Champion. Colin Wells synes at være i stand til konsistent at producere hunde af fortrinlig type og evner. Han vandt bedst i racen på Crufts med forskellige hunde over mange år.
Den eneste anden FT. Ch efter krigen var Werrion Redwing of collyer. Hun blev parret med Lingwood Medlar for at få den smule blod der var tilbage efter FT. Ch Harthorn Sorrel ind i avlen. Mrs. Joan Marsden brugte også Medlar i sin Tarncourtkennel og producerede blandt andet en fortræffelig field trail hund, Tarncourt Noteable, men dette er ikke nok til at etablere en god linie af field trial hunde.
Øgning af populariteten.
I 1950erne var der omkring ti udstillinger i England, hvor flatcoats kunne få certificat og antallet af hunde i klasserne farierede fra 2 eller 3 til 7 eller 8. Nu er det almindeligt at se 30 eller 40 hunde i en klasse og det er muligt at få certifikat på 31 udstillinger, hvor retrievere kan medtages. Denne enorme ændring i racens skæbne er blevet støttet af den enestående vinder på udstilling Ch. Shargleam Blackcap. Kronen på værket var, da han blev bedst i show på Crufts. På trods af at hans ejer, Miss. Pat Chapman, var meget omhyggelig med ikke at udnytte ham som avlshund, var det uundgåeligt at mange sprang på vognen på grund af hans berømmelse. Både kvantitet og kvalitet er forbedret enormt siden 1960erne. Antallet af registrerede hvalpe sprang fra knap 100 hvert år til 1400 om året.
Populariteten er ikke, uheldigvis, steget så dramatisk på arbejdssiden. Skønt racen antal er steget voldsomt på udstilling, er det stadig ganske almindeligt at blive spurgt på jagt, hvad race det er og få at vide, at den er meget ualmindelig nu om dage.
Flatcoated Retriever Society.
Raceklubben, The Flatcoated Retriever Society, som blev etableret i 1948 ud fra the Flatcoated Retriever Association og The Flatcoated Retriever Club, har i noget omfang prøvet at afhjælpe balancen mellem arbejde og udstilling. Antallet af medlemmer er øget betydeligt og det samme er klubbens ansvarsområde. Samtidigt er der blevet etableret to andre klubber for flatcoats. Der er en i Skotland og en i den nordlige del af England. The Flatcoated Retriever Society arrangerer hvert år Field Trials (A-prøver) for flatcoats. Der er en Open Stake, der kvalificerer til field trial certifikat, en All-Aged Stake og mindst to Novice Stakes hvert år. Der er et normalt et tilstrækkeligt antal deltagere, men antallet af hunde, der deltager tyder ikke på en god balance i dual-purpose idealet. Antallet af hunde der kom på shows og field trials var i i 60 erne 23:1. I slutningen af 1980 erne var den 375:1. Dette er ikke en sund situation for en race, der gerne vil leve op til et dual-purpose ideal.
Raceklubben afholder også en del Working Test (C-prøver med koldt vildt eller på dummies). Der er en større tilmeldning til disse end til markprøverne, men mange af hundene har aldrig været på praktisk jagt.
I begyndelsen af 80erne blev en ny ide' iværksat for at styrke arbejdssiden. Vi kaldte det Shooting Dog Certificate (jagthundecertifikatet). Formålet med dette var at registrere de hunde der havde arvet gode arbejdsegenskaber, men som måske ikke var trænet til den høje standard, der behøves for Field Trials.
Opdeling i forskellige linier.
For at bevare en race, der kan anvendes, på jagt, bør hundeindividerne bevise deres egenskaber i det mindste i hver anden generation. Hvis dette ikke sker vil flatcoats med sikkerhed følge den vej som deres nære slægtninge, labradors og goldens har fulgt, hvor der opstår adskilte linier. Det er vanskeligt at se hvordan dette kan forhindres, når det ses i sammenhæng med det faktum at racen er så populær på udstilling og mange opdrættere har manglende lyst til at benytte hunde, der har vist deres brugsværdi. En af grundene til at Shooting Dog Certificatet (jagthundecertifikatet) blev søsat var at folks egen opfattelse eller andenhåndsviden om en hund arbejdsværdi ikke i sig selv var bevis for hundens værdi på jagt.
Jagthundecertifikat.
Det var på baggrund af dette at jagthundecertifikatet blev startet (Shooting Dog Certificate). Testningen sker på en almindelig jagtdag, men kun fire hunde bliver testet, så dagen kommer til at forløbe som normalt. Der er to dommere. Den ene kommer fra Kennel Klubbens Dommer panel og den anden er udvalgt af Flatcoated Retriever Societys markprøveudvalg. Det forventes, at hundene kan sidde stille på linie under en såt og derefter er i stand til at samle op efter deres egne skytter. De skal testes i tæt bevoksning og i vand, og hvis det er muligt opsamle anskudt vildt. De må hvis de har tendens til at knaldapportere holdes i snor, men linen må ikke bruges til at kontrollere dem. De skal opsamle mindst fire stykker vildt og oftest meget mere. De må ikke gå for tidligt, pibe eller være hårdmundede.
En afslappet og spændende dag.
Vi har igennem de femten år jagthundeceretifikatet har eksisteret gjort nogle erfaringer. Den hund, som var rolig som en klippe og som havde samlet op i årevis svarede måske ikke helt til dens omtale. Mange gange har det vist sig at en hund ikke er rolig overfor vildt der falder ned, eller at den har vist maglende vilje til at samle en anskudt fugl op. Endvidere har det vist sig at på trods af, at de hunde, der havde bestået testen, er blevet omtalt i årbogen for flatcoat, så er de kun blevet brugt i begrænset omfang i avlen. Deltagerne er næsten altid behageligt overraskede over at opdage hvilken afslappet og interessant dag, det er. Det er ikke kun de mest sandsynlige kandidater, der passerer. Udstillingshunde har i nogle tilfælde været meget succesfulde, Det skyldes at udstillingshundene endnu ikke er særlig langt fra de ægte arbejdshunde. Dette kan forandres. Omkring 8–10 passerer hver sæson, men det er svært selv efter femten år at vurdere den virkelige betydning for racen.
Fremtiden.
Det er vanskeligt at gætte hvad der er gemt til flatcoats i fremtiden. Hvis det går med flatcoats som med labradors, goldens, engelsk springer spaniels og cockers og den bliver opdelt i en jagtlinie og udstillingslinie, betyder det, at mange har fejlet i deres drømme om racen. Det er et af livets kendsgerninger, at man ved at fastholde en stærk arbejdsside styrker udviklingen af et godt temperament. Jagthunde skal være rolige og lydhøre og i stand til at fungere godt sammen med andre hunde. Nogle argumenterer, at dual-purpose ikke er et opnåeligt mål og det medfører en ringere standard på begge områder. Nogle lande insisterer på nogle brugskvalifikationer for udstillingshunde og omvendt. Dette er et omfattende emne. Jeg kan forstå argumentet, at hvis en fantastisk arbejdshund har en buet hale eller dens ører er for lange, er det meget tåbeligt at forkaste den til fordel for en der har vundet bedst i show, men som ikke kan finde ud af de fundamentale ting. Det betyder ikke, at det er uden betydning, at en jagthund fanger blikket. Der er intet mere tilfredsstillende end at iagttage en smuk velafbalanceret flatcoat gennemsøge et område og springe afsted som en hjort.
Danskerne, der har produceret en virkelig god arbejdslinie må forholde sig til dual-purpose regler. Om deres hunde havde været bedre uden er et spørgsmål om formodninger.
Et gennemtænkt avlsprogram.
Vi har på arbejdssiden behov for et virkeligt gennemtænkt avlsprogram. Dette er aldrig blevet udarbejdet officielt i klubben på trods af, at der blev dannet en Flatcoat Working Group for nogle år siden med det formål. Working gruppen er i dag i realiteten opløst, men dette kan måske være vejen fremad. Det er dyrt og tidsrøvende at beholde flere hvalpe fra et kuld og senere vælge den bedste til arbejde, jagtprøve eller avl, men dette kunne være en løsning. I gamle dage, før Den 1. Verdenskrig, da flatcoats havde sine rige velyndere, var omstændighederne anderledes. Det er uanset grunden sørgeligt, hvis vi ikke er i stand til igen at få flatcoat tilbage på dens rette plads som den bedste retriever.
Oversat af Alex Faarkrog