Amalia Jessel Collier var ejer af Collyer kennelen, der har sat et tydeligt aftryk på den danske avl. Hun var en periode formand for det engelske Flatcoated Retriever Society. Hun er en af de få, der efter krigen har avlet og ført en flatcoat, der blev Ft. Ch. og hendes anerkendelse i den engelske jagthunde verden medførte tillidsposter og den ære at dømme det engelske retriever championship.
I midten af det 19. århundrede blev behovet for en hund, der var specialist i apportering tydeligt. Tidligere havde jægerne behov for en hund, der kunne finde vildt, der ikke var skudt, så det var hovedsageligt spaniels og stående hunderacer, der blev anvendt. Drivjagterne og den mere formaliserede jagt inspirerede grundlæggerne af de apporterende racer til at skabe en hund, der var specialist i at apportere skudt vildt.
Der er blevet skrevet meget om de engelske retrieverracers oprindelse, men deres tidlige historie er tilsløret af megen mystik. Hvad der er sikkert er, at de første grundlæggere af racerne må have arbejdet særdeles hårdt og gjort sig mange overvejelser i deres selektion af avlshunde. Det kunne være fascinerende at vide, hvor klar deres ide om slutproduktet har været og om de ville have været overraskede, behagede eller skuffede over det, som de ville kunne se i dag. Blandt de fire retrieverracer er det flatcoats og curly-coat der er tættest på at fastholde deres aners udseende. Hunde som Ch. Worsley Bess og Ch. Wimpoole Peter, begge født i 1890erne og Dual Ch. Grouse of Riverside, Ch. High Legh Blarney fra begyndelsen af 1900 tallet, alle malet af Maud Earl, kunne uden problemer fremvises i dag. Field Trial Champion Quick of Riverside
Grundlæggeren af den moderne flatcoat, Mr. S. E. Shirley af Ettington, 1944-1904, (også grundlægger af Den engelske Kennel Klub) må have haft en meget klar ide om den type retriever, han ønskede at skabe. Han havde adskillige typer af Newfoundlændere eller (forvirrende) labradors at bruge; disse blev blandet med en setter; men om det var irsk, engelsk eller gorden setter er ikke helt klart. Det er blevet sagt at en collie også blev brugt, antageligt for at få mere intelligens og dresserbarhed, og muligvis for at få en glattere pels. Det er lejlighedsvis muligt at se glimt af ligheden med disse racer selv nu.
Reginald Cooke og Dual Ch. Grouse og Riverside
I slutningen af det 19. århunderede var flatcoats som sagt etableret som en egentlig race; skønt det fortsat er meget forvirrende at læse de tidlige field trials katalogers (det er i begyndelsen af det 20. århundrede) beskrivelse af de forskellige retrievere, der kategoriseres efter de forskellige typer af pels: rough, smooth, wavy og flat. Nogle af forældrene til disse hunde var ikke etablerede racer, som vi kender dem nu, og de var i nogle tilfælde labradors. Disse tidlige field trials viste kun lejlighedsvis konkurrerende labradors, der blev betegnet som labradors, men da Den første Verdenskrig nærmede sig var billedet langsomt og ubønhørligt ved at skifte indtil næsten alle de konkurrerende hunde blev beskrevet som labrador med bare nogle få, der nu mere snævert blev beskrevet som flatcoated.
Det er et faktum, at der dengang var andre og mere primitive regler for registrering af hunde, og det syntes som om, at hvis en hund lignede en flatcoat – det vil sige havde en længere flat eller wavy pels - blev den kaldt en flatcoat, men hvis den lignede en labrador ved at den havde en kortere pels blev den sommetider kaldt det. Dette medførte til sidst megen forvirring og skarp korrespondance i de forskellige tidsskrifter, specielt da sønnesønnen efter en flatcoat champion konkurrerede på en labradorudstilling, hvilket var tilladt dengang. Det medførte en ramaskrig hos nogle af de ledende hundefolk så som Cooke og Harding Cox men også hos andre, der skrev under pseudonym. Reglerne blev strammet op, og de fire retrieverracer gik hver deres vej.
Denne forvirring kan meget vel have haft nogen betydning for faldet i flatcoats popularitet. Der er en vis mængde af bevis, der tyder på, at det næsten altid var labrador typen, der slog stærkest igennem ved en labrador-flatcoat krydsning. Det fremgår af nogle af de gamle fotografier af field trials hunde, at flatcoat og labrador var meget ens i type og kun adskilte sig meget i pelsen. Den meget succesfyldte Flapper, ejet af Major Portal før Den første Verdenskrig, producere en vindende stamme af labradors, der havde enorm indflydelse på udviklingen af denne races gode egenskaber. Der var således en kombination af faktorer, der modvirkede at flatcoat bevarede den samme popularitet som den havde før Den første Verdenskrig.
Ud over de omtalte avlsmæssige problemer, der sandsynligvis havde indflydelse på udvikling, var en anden faktor, at de store før-krigs kenneler, der brød sammen på grund af krigsomstændigheder, aldrig blev genetableret. Kun Mr. H. Reginald Cookes berømte og længe levende kennel genopstod og de andre gamle kennelers plads blev i stort omfang overtaget af den nye moderne labrador. Det er blevet antydet at labradoren kortere pels også har bidraget til dens popularitet og dette har måske været tilfældet i den indledende fase, men både golden retrieveren og den engelske springer spaniel har mindst lige så meget hår som flatcoaten og de mindskede ikke deres popularitet.
FT. Ch. Quick of Riverside
I modsætning til labradoren var flatcoaten dengang meget populær i udstillingsringen, og dette medførte at de udstillingsinteresserede avlede efter længere hoveder. Det er endog blevet sagt, at borsoi blev brugt for dette formål. Hvad enten det er sandt eller ej blev hovederne uforholdsmæssige lange. Nogle flatcoatsejere kan være blevet desillusionerede over de såkaldte ”fiddle heads” og er gået over til andre racer. I perioden før og efter Den første Verdenskrig blev der skrevet langt mere beredvilligt og ligefremt end i vores tid mere korte og taktfulde korrespondance stil. Overordentlige lange breve blev skrevet af de mænd, der var fremragende kendere af deres forskellige racer, og de udgør en fascinerende og tidsrøvende læsning. Jagthunde kennelerne var mere lig væddeløbs staldene i dag. Salg af hunde skete regelmæssigt og særligt før begyndelsen af jagtsæsonen var der hvert år i Aldridges: ”Sales of Dogs for the Moors”. Her blev pointere, setters, spaniels og retrievere før første verdenskrig solgt for et sted mellem 20 og 60 Guineas. En af de mest berømte af disse var High Legh Blarney, en voksen flatcoat hanhund, der blev solgt fra Col Cornwall Legh’s kennel for 206 Guineas til Mr Cooke. Det står noteret at han hurtigt indtjente denne pris i parringsafgifter. Det er åbenlyst at hunde dengang var meget værdsat og udvælgelsen var langt mere streng. De store kenneler havde trænere og kennelmænd i stort antal, hvilket er meget forskelligt fra i dag. Cooke havde selv to kennelanlæg. Den ene beskæftigede sig med træning til jagt og markprøve og den anden med udstillingssiden. Det er blevet antydet at Cookes monopolisering af flatcoat mellem krigene kan have bidraget til deres tilbagegang, da han købte så mange potentielt gode hunde og derved indskrænkede hovedparten af talenterne til en kennel.
Ch Claverdon Jorrocks of Lilling. Vedholdende selv i det koldeste vand.
Det er umuligt her at nævne de vigtigste navne på flatcoats og deres opdrættere mellem krigene, men en af de mest berømte opdrættere fra dette tidsrum var Major Harding Cox. Andre der bidrog til flatcoat historie var Phizacklea, Turner, Barrett og Birch og skytter som Skerry, Ellis Ashton, Simms, Southam, Wells, Bryant and Boyd. Der var en lille men rolig strøm af flatcoats, der konkurrerede i field trials i denne periode og flere flatcoats fik deres titler: Dual Ch Toby of Riverside, FTCh Elwy Mary og FTCh. Windle Popular. Fra kort efter første verdenskrig til Den anden Verdenskrig formindskedes antallet af registrerede flatcoats langsomt og antallet kom i modsætning til først labrador og siden golden ubønhørligt længere ned, indtil det ved begyndelsen af krigen var under 100 registrerede flatcoat om året. Efter krigen svingede antallet af registreringer, men viste en langsom tendens til fremgang indtil 1970, for derefter at øges med større hastighed. Dette faldt uheldigvis sammen med en ændring af registrerings reglerne i Den engelske Kennel Klub, så det er umuligt at lave en akkurat sammenligning. I begyndelsen af 1980 øgedes antallet af registreringer endnu hurtigere og kom op på omkring 700 – 800 om året. ( I 2003 lå antallet af registreringer i England på ca. 1300 og ikke uden bekymring udtrykker Mrs. S. Johnson, der er ansvarlig for hvalpeformidlingen i England, angst for, at flatcoat bliver ”en venlig sort hund”, der er en del af ens life-style (de sidste er tre linier er indsat af oversætteren)).
Ligesom der var forskellige årsager til flatcoats mindre popularitet, således var der sandsynligvis også flere grunde til deres fremgang. Nogen menneskers desillusion med andre racer kan være en faktor, begrundet i den meget omtale af arvelige sygdomme. En anden grund kan være at flatcoats temperament synes at have fået et godt ry og dette gjorde den attraktiv specielt til kæledyrsmarkedet (ikke en god ting efter min opfattelse). Flatcoat har også ry for, og med rette i de fleste tilfælde, at være hårdhudede og gå gennem alt terræn, og mode, der elsker en god generalisering, kan have følt sig tiltrukket af dette. Det faktum at Ch Shargleam Blackcap vandt Cruft i 1980 har ikke, efter min opfattelse, bidraget særligt meget til den nuværende stigning af registreringer. Flatcoat havde allerede vist tegn på en populations eksplosion og selv om det lyder utroligt kunne folk selv efter at Blackcap havde vundet, udtrykke forbavselse over ”en sort setter” eller en”lang-håret labrador” og endog en ”sorthåret golden retriever”, og man måtte overbevise dem om, at de betragtede en af de ældste repræsentanter for retriever racerne.
Der er adskillige generaliseringer eller populære misforståelser knyttet til flatcoats. En af de allermest almindelige er at ”flatcoats er langsomme til at modne”. Selv om jeg prøver kan jeg ikke finde nogen begrundelse for denne opfattelse i min erfaring. Claverdon Skipper blev 3. vinder i et Puppy Stake, da den var halvandet år og vandt racens Open Stake to et halvt år gammel. Ch Collyers Blakeholme Brewster fik Certificat of Merit 11 måneder gammel. Collyer Patch vandt et Puppy Stake 15 måneder gammel og en Novice Working Test et år gammel. Collyer Skeets fik awards i Novice Field Trials to år gammel og FTCh Werrion Redwing of Collyers fik da hun var halvandet år. Major Wilson handlede både FTCh Hartshorn Sorrel og FTCh Nesfield Michel til awards i Field Trials to år gammel. Der er selvfølge mange andre eksempler på sammenligning af flatcoats modning med andre racer, men de sammenligninger, jeg har lavet, vil måske være med til vise at ikke alle flatcoats modnes langsomt.
Mr. B. H. Farr's Teals of Hawk's Nest (Gaff of Riverside ex Pewcroft Peep). Teals of Hawks Nest har haft stor betydning for de nuværende arbejdslinier.
Hvorfor flatcoats har fået det ry er ikke klart, men det fører til en anden populær misforståelse. ” at de skulle være vanskelige at træne”. Selvfølgelig er der nogle, der har brug for langsom og omhyggelig træning. Ethvert individ er, som i andre racer, forskellig. Faktisk skal hver race trænes på forskellig måde. Måske er den nærmeste sammenligning med spaniels, for mange flatcoat (men ikke alle) har brug for megen bestemt handling og fortsætter på denne måde det meste af deres arbejdsliv. Mange besidder også en anstrøg af uafhængig, der gør det vanskeligt at bryde deres opmærksomhed, når de arbejde på vildt. Jeg tror imidlertid fuldt og fast på, at der inden for racen findes alle ingredienserne ikke kun til en kompetent vildtfinder, men også til en dresserbar jagthund, med et ønske om at behage; selvom alle disse ingredienser ikke altid er tilstede i den samme hund. Der er derfor et betydelig spillerum til at forbedre racens arbejdsegenskaber. Ved de lejligheder, hvor de har været i træning hos toptrænere, hvilket desværre! er alt for sjældent, har de udmærket sig på jagt. Dette er vel og mærke i en race, hvor der ikke er et bredt udvalg af hunde at vælge imellem som kandidater til træning.
Major Wilson med Pewcroft Page
Der er forskellige meninger om det ønskelige i at avle selektivt efter arbejdsevner eller endnu mere snævert for field trials. Dette er blevet gjort i andre race – navnlig labrador, engelsk springer spaniels, cockers, pointers og settere – og der er ingen tvivl om at man har opnået stor succes i disse racer ved at gøre det. Om det er at strække sig for vidt og medfører at uønskede karakteristika vil blive styrket i den nærmest snævre begrænsning til en sådan specialiseret opdræt er åben for diskussion. Racer der har en bredere base at vælge fra, deriblandt udstillings- og jagtbroderskaber, kan være i stand til at bevare en bedre balance. Flatcoats har indtil nu ikke haft en deling mellem de to ideer, arbejds- og udstillingshunde har man kunne finde i alle linier. Dette vil måske ikke være tilfældet i fremtiden efterhånden som antallet af individer i racen øges. En langt større forbedring har fundet sted på udstillingssiden end på markprøve. Om det vil blive en svækkelse af racen på lang sigt afhænger af, om arbejdssiden er i stand til at bevare sit omdømme og forbedre det, som der er behov for.
Racerne nævnt ovenfor er uheldigvis splittet drastisk mellem en arbejds- og en udstillingstype og der er ingen tvivl om at dette også vil ske for flatcoat, hvis den bliver mere populær. Det er et af livets kendsgerninger, at hvis man avler for arbejde alene vil en hund fx. blive valgt for den gode vildtbehandling snarere end for det perfekte saksebid. De der avler for udstilling har ikke behov for absolut ro på post, men vil foretrække at have et mørkt brunt eller hazel øje. Flatcoats udstillingsstandard er heldigvis, og uden tvivl med megen indsigt fra de, der opstillede den for mange år siden, udarbejdet med ideen om arbejdshunden klart i bevidstheden, og den ide er blevet fastholdt indtil nu, når vi ser bort fra den uheldige periode med ”fiddle-headed” flatcoats. Kravene til en udstillingshunds eksteriør har ikke afveget fra dem, der stilles til en arbejdshund. Den strømlinede bygning af en flatcoat kombineres med stramme øjne og læber. Masser af faner til at beskytte huden mod modhagerne, fornuftigt tyksålede poter og en lang stærk snude. Kombinationen af alle disse egenskaber hjælper flatcoaten til at klare en hård dags arbejde. Jeg håber inderligt at ingen af dens fornuftige egenskaber vil blive ødelagt for at gøre den til et upraktisk og nytteløst smukt billede.
Den ideelle flatcoat er i mine øjne en retriever af medium størrelse med elegante og dog stærke linjer og en smuk funklende pels, velforsynet med faner, enten sort eller leverfarvet. Dens bygning tillader den masser af frihed i bevægelsen, så den kan opretholde en kort galop i arbejdet hele dagen uden at den bliver træt. Den har et ganske særligt hoved, der adskiller den fra dens nærmeste slægtninge. Et udtryk der forvandler den til en aristokrat samtidigt med at det besidder humoristisk sans. Til forskel for de andre retrievere har flatcoaten et lille ”stop” mellem dens hovedskal og snuden og det er her det meste af det unikke i dens udtryk ligger. Der er intet truende over den blik og dens elegante øre er enten meget tæt til hovedet, intenst drejet for at forstå det uventede eller bøjet fra dens hovedskal i undskyldning eller indsmigren.. Dens hale, der sædvanligvis ikke er krummet over dens ryg eller lavt krybende under maven, er enhver fotografs mareridt, da den aldrig står stille. I huset er min ideelle flatcoat tavs, skønt den kan blive tilladt en bøs gøen ved en virkelig indtrængen. Den ligger stille som en sten under bordet eller i et hjørne væk fra trippende fødder, men den ligger også lejlighedsvis på ryggen med benene spredt ud, så beundrere kan kilde den på maven. Udenfor er den naturligvis en helt anden hund, når der ses bort fra at den altid er tavs. Den vil sidde stille uden en lyd under den mest fristende såt og dog være opmærksom på fugle og særligt på dem der skråner nedad klar til at løbe. I denne situation vil den reagere ved lyden dens navn og galopere afsted med stor fart til nedfaldsstedet, sætte næsen i jorden og fortsætte igennem terrænet uanset hvor ufremkommeligt det er. Den møder med foragt forhindringer i terrænet og får om nødvendigt sår i kampens hede fra torne der spærrer den korteste vej til dens vildt. Hurtigt men med uendelig omhu, vil den bringe vildtet lige op til hånden uden at man skal bøje sig for at få det – og så er den klar til den næste ordre. Uanset om det er en hurtigt strømmende flod eller en sø omgivet med stinkende rør vil den ikke blive afskrækket, og den vil være vedholdende i det koldeste vand uden yderligere instruktion indtil den bytte endelig er fundet og bragt til hånd. Men hvis der er behov for det, vil den adlyde mine kommandoer og gå ud gennem forhindringer under de mest skræmmende forhold for at behage mig. Den vil ikke blive modløs af at blive sendt den ene gang efter den anden for at søge efter usikre, bortløbne fugle, i tørke eller styrtregn; men ved dagens slutning vil den krølle sig sammen bag i bilen, tavs og tilfreds, indtil den hjemme igen får mad, bliver tørret og kommer ud i sin kennel eller endnu en gang indtager sin plads i huset og som ven af familien.
Oversat af Alex Faarkrog.